Engelsk substantiv: privilege |
1. | privilege (om egenskap) a special advantage or immunity or benefit not enjoyed by all |
|
| Mindre spesifikke uttrykk | advantage, vantage |
|
2. | privilege (om egenskap) a right reserved exclusively by a particular person or group (especially a hereditary or official right) |
|
| Eksempler med tilsvarende betydning | Suffrage was the prerogative of white adult males.
|
|
| Ord med samme betydning (synonymer) | exclusive right, perquisite, prerogative |
|
| Mindre spesifikke uttrykk | right |
|
| Mere spesifikke uttrykk | easement, privilege of the floor |
|
3. | privilege (om egenskap) (law) the right to refuse to divulge information obtained in a confidential relationship |
|
| Mindre spesifikke uttrykk | right |
|
| Mere spesifikke uttrykk | attorney-client privilege, husband-wife privilege, informer's privilege, journalist's privilege, marital communications privilege, physician-patient privilege, priest-penitent privilege |
|
| Overordnet kategori | jurisprudence, law |
|